Årets podning af frugttræer

Indrømmet – det er lidt nørdet, men ikke destomindre, så synes jeg at det er vildt fascinerende at lave mine egne træer.

Du kan med rette spørge: “Hvorfor egentlig selv lave træer, når du i øjeblikket kan købe et 2-års æbletræ til 100 kr. i Netto?”. Svaret ligger jo lige til højrebenet: “Fordi vi kan!”.

For mig er det ikke så meget et spørgsmål om, at spare lidt penge på træer (for nu køber vi jo heller ikke flere hundrede træer hvert år), men mere tilfredsstilledelsen i, at få noget til at vokse og på sigt give et afkast i form af frugter. Et andet vigtigt argument i min bog er muligheden for, at vælge mellem de mange fantastiske danske æblesorter, som er ved at gå lidt i glemmebogen.

Ser du på udvalget af æblesorter i handlen, så går de samme 10 sorter igen og det er ikke fordi, at de nødvendigvis er de mest smagfulde eller mest sygdomsresistente sorter der findes. Hvorfor lade sig begrænse sig til Discovey, Elstar og Filippa, når der findes spændende sorter som f.eks. Vitos, Bodil Neergaard, Kronprins Frederiks Taffelæble eller Ringkloster Kammerjunker (ja det hedder den altså!).

I år har jeg podet træer ad to omgange. Første gang var på Blomstergaarden ved Viborg hvor Villy havde åbent en søndag eftermiddag i marts under overskriften “Podning – øvede”. Her havde han disket op med en lang række podekviste fra pometets store samling. Denne dag er der ingen undervisning, men til gengæld podes der træer til den store guldmedalje! Jeg købte desuden en samling podekviste og grundstammer med hjem som jeg efterfølgende har podet.

Samlet set har jeg i år podet omkring 50 træer og som den kvikke har bemærket, så er der ikke helt plads dem alle i min parcelhushave. Så hvorfor egentlig lave så mange træer? Når jeg skal forsvare de mange træer for min kære hustru, så er argumentet at jeg skal lære at pode ordenligt. Det skal ligge i hånden, så det ikke er forfra hvert år med produktion af en håndfuld træer.

Jeg har primært podet æbletræer, men lidt specielt for i år har jeg også forsøgt med podning af kviste fra et moreltræ som står i svigerforældrenes have. Ungerne er vilde med de moreller og da træet sikkert er selvsået, så er det det eneste med lige nøjagtigt de moreller.

Nu satser jeg så på, at venner og familie har planer om frugttræer i haven – alternativt så har jeg værtindegaver til de næste 5 år!

 

Podekursus

Alle kan i princippet pode hjemme hos dem selv med en kniv i hånden og podekviste fra egne eller naboens træer. Vil du gerne lære det lidt mere fra bunden, så kan et podekursus være en god idé.

Jeg deltog selv i et kursus hos Villy på Blomstergården ved Viborg. Det er ikke et kursus med pindemadder og højtflyvende snak. Her er det på med arbejdstøjet og fokus er på teorien og håndværket med podning.

Kurset startede med teori, hvor Villy gennemgik de forskellige podemetoder, tidspunkter og indsamling og opbevaring af podekviste.

Den efterfølgende praksis foregik i drivhuset hvor podeknive, grundstammer, podevoks og podekviste lå klar. Hver deltager fik mulighed for at pode sine første egne træer under kyndig instruktion af Villy.

Kurset blev behørigt afsluttet med hjemmelavet æblekage og mulighed for at smage most fra de forskellige æblesorter i pometet.

Der findes podekurser over hele landet, så der er ingen undskyldning for ikke at melde sig. Jeg har herunder indsat et link til kursussiden hos Blomstergården ved Viborg.

Kurser – Blomstergården ved Viborg

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest